Aktiv dødshjælp

For nylig hørte jeg et foredrag af Ole Hartling, læge og tidl. formand for Etisk Råd, som nok er den mest markante modstander af aktiv dødshjælp:

 ”Jeg er ikke i tvivl om, at tanker om aktiv dødshjælp til alle tider har handlet om et forsøg på at få magt over den magtesløshed, som er svær at bære. Nå man er magtesløs, vil man i alle fald have lov til at bestemme, hvornår døden skal indtræde.. Det efterlader dog lidt magt.”

Han påpegede også, at det er afgørende, hvad sprog vi bruger om dette fænomen at tage livet af andre mennesker. Dødshjælp giver positive associationer. Tidligere hed det medlidenhedsdrab, og det er jo et drab. Man kalder det også eutanasi, et ord lånt fra græsk, som betyder ”smuk død”, igen et ord, der giver positive associationer.

Det er farligt, hvis et samfund tillader medlidenhedsdrab, idet der så indirekte bliver sagt til enhver af os, der bliver afhængig af hjælp i den sidste fase af vores liv og dermed er en bekostning for samfundet: Det er i orden, hvis du vil have forkortet dit liv, underforstået: Der kan spares mange penge. Og ikke som nu: Du har ret til at leve og være til besvær. Der kommer altså et uudtalt pres på den hjælpeløse om at udtrykke et ønske om at blive slået ihjel.

Vi kender vist alle eksempler, hvor lidelsen er ubærlig og man har haft et ønske om at forkorte lidelsen.

Da min gamle mor på 93 havde fået en hjerneblødning og dermed gik fra at være selvhjulpen til at skulle have hjælp til alt, ønskede hun kun at død. ”Det kan jeg ikke hjælpe dig med. Du må gå planken ud”, sagde jeg til hende. På et tidspunkt nægtede hun at få intravenøst væske og døde en uge efter. Dermed frasagde hun sig livsforlængende behandling. Al respekt for det. Men disse 5 uger vil jeg ikke have undværet, hvilket jeg også sagde til hende. Så megen omsorg, så megen nærhed og så mange gode ord som afslutning på et langt liv.

I Linn Ullmanns lille roman ”Nåde” afklædes de vanlige klicheer om dette emne. Manden, som skal dø, hedder Johan Sletten. Han er syg af kræft, og nu vil han så have sin 17 år yngre kone, Mai, der er læge, til at hjælpe sig med at dø, når han ikke vil leve mere: ”Jeg vil ikke være nogen belastning. Jeg er bange for ydmygelserne. Jeg vil ikke have, at du skal se mig sådan. Jeg er bange for at miste kontrol.”

Mai siger i første omgang nej – det strider mod lægeløftet; men senere giver hun ham alligevel sit løfte. Men…. Da døden nærmer sig, ændrer perspektivet sig for den døende. Selv om han bare ligger hen i en hospitalsseng, er tiden ikke inde for ham. Han ønsker at leve. Men han har mistet talens brug og kan ikke udtrykke sit ønske. Og bogens læser må stille sig det spørgsmål, om det er nådigt eller nådesløst at hjælpe ham ud af livet, som Mai ender med at gøre. Eller om hun måske i virkeligheden gør sig selv til herre over liv og død, fordi hun synes tiden er inde til at blive befriet for sin egen magtesløshed og smerte.

Linn Ullmann viser med sin roman, at aktiv dødshjælp er højest problematisk. Men læs selv bogen!